Det er dejligt på landet

Landets landsbyer er under pres. Eller snarere det modsatte. I takt med at den ældre generation flytter fra deres ejendomme i landsbyerne eller blot ikke er her længere, affolkes de små samfund. En af grundene til denne mangel på beboere kan skyldes udbuddet af boliger. I mange landsbyer findes der en relativt stor bygningsmasse, men tiden er løbet fra deres funktion og de har dermed mistet deres eksistensgrundlag og risikerer at forfalde. Mange ældre landejendomme står med tilhørende funktionstømte udbygninger, som kan virke som en byrde frem for et aktiv for den enkelte ejendom. Mange bygninger trænger til vedligehold og på trods af den relative lave købspris, bringer vedligeholdet af bygningerne en vis udgift med sig og “skræmmer” potentielle købere fra at erhverve sig ejendommen.

De mange bygninger som står rundt omkring i landet rummer et stort potentiale, som kan udfoldes og skabe værdi for både den enkelte ejendom og for den landsby den ligger i. Der findes talrige gode eksempler på, hvordan man kan omdanne gamle staldbygninger og lign. til forskellige formål. Det kan være sociale projekter, som gavner den enkelte landsby eller lokalområdet. Eller andre funktioner som understøtter den enkelte ejer og dennes ønsker. I landsbyerne mangler der de mangfoldig boformer som man finder i de større byer. Ældre som bor i nogle af de gamle landejendomme ønsker ikke at fraflytte landsbyerne, men har ikke længere behov for al den plads som ofte følger med en landejendom. De vil gerne blive i det lokalområde, som de er en del af, men bo mindre og “nemmere”. Der mangler boliger til denne gruppe.

Unge familier med små børn ønsker ofte at bosætte sig steder med god plads til hele familien. Adgang til natur og åbne vidder er også et plus – mange af de aktiver som en landejendom ofte byder på. Dog står vedligeholdelsesfrit også højt på ønskelisten hos småbørnsfamilierne, hvilket ikke harmonerer med en 200 år gammel landejendom. Derfor ender mange med at flytte i parcelhuse og gå på kompromis med nogle af deres ønsker for at opfylde andre.

Vores planet mangler ressourcer og i den store bygningsmasse som allerede eksisterer ligger en stor mængde ressourcer, som vi skal og må genanvende. Vi skal gøre det lige så nemt og overskueligt at erhverve sig en landejendom, som det er at gå til typehusfirmaerne og købe en nyt hus. For der er ingen tvivl om, at de mest bæredygtige huse er dem, der allerede er bygget!
Vi ønsker med vores håndbog at understøtte mulighederne for at lave en landsby, som man kan bo i hele livet, med den mangfoldighed af boformer og sociale tilbud, som findes i de større byer.

Håndbogen skal være et værktøj til landsbyernes lokalråd/borgerforeninger, beboere og potentielle beboere. Håndbogen skal være med at til lade borgerne se mulighederne i deres lokalområde og hjælpe dem med hvordan de kommer i gang med at udvikle og vedligeholde de kvaliteter, der findes netop i deres landsby. Samtidig skal håndbogen også hjælpe den enkelte beboer med at forstå og se mulighederne i deres ejendom, men samtidig se den i landsbykonteksten. Den skal klæde den enkelte på til at forstå hvilke potentialer, deres bygninger har, samtidig med at de forstår hvad konsekvensen også er. Den skal også hjælpe interesserede tilflyttere med at forstå, hvad de køber og hvilke muligheder der følger med. Så man ikke ser en gammel faldefærdig ejendom, men man i stedet ser mulighederne for at skabe netop det, man har behov for.

Projektet er udarbejdet i samarbejde med:
Tegnestuen La Frost ApS & Bregenov Architects